fredag den 7. marts 2008

Sundhedsstyrelsen vil have at de privatpraktiserende læger skal screene de fleste af deres patienter for depressioner og behandle deprimerede langt mere aggressivt end de bliver i dag. De patienter der skal screenes er dem med kroniske sygdomme, kroniske smerter, kræft, demens, epilepsi, gravide og indvandrere.

For det første synes jeg det er en yderligere sygeliggørelse af i forvejene syge mennesker, gravide og indvandrere undtaget. Det er også en mistænkeliggørelse. "Har du nu ondt i benet, eller har du "bare" ondt i livet?". Det er rigtigt at mange kroniske syge har psykiske problemer, fordi de må slide med en sygdom, og mange kan muligvis også hjælpes med de problemer. Hvilket bringer mig til næste punkt:

Hvad vil man gøre med alle disse deprimerede? For langt de fleste mennesker har et tidspunkt, hvor de vil blive karakteriserede som deprimerede i følge det spørgeskema Sundhedsstyrelsen foreslår anvendt. Men i Danmark kan man ikke få andet end piller eller en henvisning til en psykolog eller en psykiater. Pillerne betaler det offentlige gerne tilskud til, psykologen skal man selv betale (i Randers mellem 750 og 900 kroner pr. session) og psykiatere har ofte et halvt til et helt års ventetid. De grupper man vil screene er typisk ikke dem der ligefrem har størst overskud, hverken mentalt eller økonomisk, så mange ender på piller.

Men nye undersøgelser viser, at de såkaldte lykkepiller (SSRI) faktisk ikke rigtig har nogen effekt andet end ved de allermest deprimerede og selv der er effekten begrænset.

Mange af spørgsmålene i spørgeskemaet er også underlige i forbindelse med kronisk syge. Man skal svare på hvor ofte man har følt på en bestemt måde de sidste 14 dage. Tag nu f.eks. Graves, en stofskiftesygdom, hvor man hele tiden har det som om man har drukket 3 liter espresso den sidste time og svar på hvor ofte man har følt sig rastløs, haft svært ved at koncentrere sig, nedsat appetit, manglet interesse for de daglige gøremål og haft svært ved at sove. Sådan har man det hele tiden og i følge skemaet har man så en let depression.

Min største bekymring, og den er stor, er at mange af disse mennesker vil få diagnostiseret en mild depression. De vil ikke kunne få noget hjælp til at få det bedre, men de vil nu stå i en frygtelig situation. I forbindelse med ansøgninger om hjælpemidler, førtidspension osv. hos kommunen vil der blive indhentet en lægeerklæring og her vil der stå at borgeren har en depression. Og straks er der et smuthul for kommunen. For så er det jo slet ikke de fysiske problemer der er et problem, men de psykiske, de fysiske problemer er jo bare psykosomatiske. Og det er meget nemt at give afslag på det psykiske, fordi en tilstand der giver ret til hjælp skal være stabil og varig. Og det er psykiske problemer sjældent.

Eller når disse mennesker henvender sig på skadestuen eller til vagtlægen. Lægen ser at der står i papirene at personen har en depression og sender ham hjem igen med besked på at gå til egen læge, for det er jo nok bare psykisk.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene, for det er godt at dem der virkelig har problemerne bliver fanget og hjulpet. Men så længe der ikke er noget ordentligt tilbud til de deprimerede, hvad er så ideen? Og så har jeg et problem med at man på den måde mistænkeliggør en så stor gruppe af mennesker. Det er ikke nemt!

Tilføjelse: På DR Nordjylland kan man læse at regionen vil have hjælp fra virksomhederne til at finde folk i der har eller er ved at udvikle en depression. Også ved hjælp af spørgeskemaer. Nu står der ikke hvem der skal se på disse spørgeskemaer, men det er nok ikke alle der har lyst til at aflevere sådan et spørgeskema til deres arbejdsgiver! Beredskabscenter Aalborg har prøvet løsningen og hver tredje medarbejder blev tilbudt samtalebehandling hos en psykolog. Hver tredje!


Politiken, En million danskere skal screenes for depression, 7. marts 2008
Politiken, Piller mod depression har ringe effekt, 26. februar 2008
Politiken, Psykisk syge er oftere fysisk syge, 3. januar 2008
Sundhedsstyrelsens rapport, 2007, skema side 134ff
DR, Virksomheder skal finde ansatte med depression, 7. marts 2008