torsdag den 28. februar 2008

Så blev det tid til endnu en babypakke. I dag fra Pampers. Dens indhold:
  • Vores børn, blad
  • 15 vådservietter
  • 8 bleer til nyfødte
  • 2 prøvetuber creme
  • En sut
  • En pakke hvid te
  • Et tilbud om fotografering
  • En reklame fra Disney
  • En reklame for Lamaze legetøj
Jeg undrede mig lidt, da jeg læste reklamen for de to tuber creme. De påstår at være den eneste serie på markedet, der er så ren, at den bærer både svanemærket og Astma-Allergi Forbundets mærke. Jeg behøver ikke gå længere end til badeværelset for at finde Neutral, som også har begge mærker. I øvrigt giver jeg ikke så frygteligt meget for Astma-Allergi Forbundets mærke, da de tager 4% af en vares omsætning for at en vare må benytte deres mærke1. Til sammenligning koster det et ansøgningsgebyr på 3.500 kroner at få svanemærket og 0,4% af den årlige omsætning, dog maks. 250.000 kroner. Blomstermærket koster et ansøgningsgebyr på 3.500 kroner og 0,15% af den årlige omsætning, dog maks. 25.000€2.

Jeg ville strikke en lille hue, som My kunne få på lige efter fødslen, men jeg er hverken god til at strikke eller vurdere hvor stor en nyfødts hoved er, så den blev vist lige i det mindste. (Og det er pænt sagt.) Heldigvis fik My sit første brev i forgårs, fra mormor, altså Mys mormor, ikke min mormor, med to huer i. Så må vi se hvilken en af dem der passer, når det engang passer My at komme ud.



1/ JyllandsPosten 23. oktober 2007
2/ http://www.ecolabel.dk/producenter/saadanfaaslicens/hvadkosterdet/

Hvorfor i himlens navn viser bibliotek.dk en masse bøger, som der alligevel ikke er et eneste bibliotek i hele landet der har? Det er bare møgirriterende. Man er simpelthen nødt til at tjekke hver eneste bog for om det overhovedet er muligt at få fat i den gennem et dansk bibliotek. Suk.

mandag den 25. februar 2008

Jeg kom til at gå ind i Røde Kors genbrugsbutik i dag. Jeg skulle egentlig have haft et par lagner til at sy om til vuggestørrelse, men dem havde de ingen af. Jeg endte med at købe et ret sødt sæt sengetøj til babydynen. Det er simpelthen utroligt hvad man kan få for 15 kroner i dag.



Jeg ville bage nogle pizzasnegle til fryseren. Det er jo sådan, at moderen kan få mad på fødegangen, mens faderen må sørge for sig selv. Men det er jo ikke sikkert at man lige har lyst til at forlade stuen, for at finde noget mad. Så pizzasnegle i fryseren og så er de klar til at hive op og tage med når det engang bliver tid.

Men sikke noget gratværk.

Jeg har aldrig bagt pizzasnegle før, men hvor svært kan det være? Åbenbart ret svært, i hvert fald var der fyld ud over det hele og ikke ret meget i sneglene. Lidt tomatsovs, skinkestrimler, tynde stykker ananas, rødløg og basilikum. De ser sådan set okay ud færdige, men de smager godt nok ikke af ret meget. Men de er der og det er bedre end ingenting.

Det kan være jeg lige skal få købt lidt cola til samme lejlighed. Det kunne godt være der blev brug for lidt sukker og koffein til den kommende fader. :)

lørdag den 23. februar 2008

I torsdags var det Kåres fødselsdag - han blev gaaaammel! Jeg kunne ikke lige overskue det helt store gilde, så det var bare svigerforældrene der kom til aftensmad. Vi fik gammeldags oksesteg i porter med grøntsager, kartoffel-/sellerimos og æble-/sellerisalat.
Og sagt i alt beskedenhed, så var det nu udmærket. Men hvor var der dog meget kompostaffald efter sådan en gang grøntsager!

Hvis nogen skulle have lyst, er opskriften her:

Ca. 1 kilo oksebov
1 porter
2-4 fed hvidløg
toppen af en porre
en lille gulerod
et lille stykke selleri
et par timiankviste
et par laurbærblade
salt og peber

Grøntsagerne skæres i meget fine tern. Okseboven saltes og pebres og brunes, uden fedtstof, i en meget, meget varm støbejernsgryde med tilhørende låg. Godt halvdelen af porteren hældes over sammen med grøntsagerne, timian og laurbærblade. Smides i en ovn ved omkring 100 grader ca. 6 timer eller hvad det nu lige passer med.

8 store gulerødder
4 store porrer, minus en enkelt top

Renses, skrælles og skæres i pæne stykker. Kommes i gryden sammen med kødet den sidste times tid.

2 kilo kartofler
400 g selleri
mælk
salt

Skrælles og koges til mos. Min mos er lavet med lidt mælk, men uden fedtstof. Har man mere timian, smager det godt at komme et par kviste når man koger grøntsagerne.

2-3 store æbler, jonagored er gode
2-300 g selleri
Valnøddekerner

Skrælles og rives groft. Det bliver bedre af at stå og trække et par timer. Drysses med valnøddekerner og smager også godt med lidt vindruer.

Tag kødet og de store stykker grøntsager op og jævn sovsen med halvanden deciliter A38 og 2 tsk. maizena rørt sammen. Smag til med salt. Hvis man kommer mere øl i på dette tidspunkt kommer det nemt til at blive bittert. Jeg rundede smagen af med en halv tsk. mørk sirup. Man kan sikkert også bruge mælk eller fløde, men jeg kan godt lide smagen af A38 i sovsen.

Det smager godt, det kan laves i god tid, det indeholder så godt som ingen fedt og bør derfor heller ikke udløse galdestensanfald. :)

Velbekomme.

fredag den 22. februar 2008

Når man nu snart skal føde, er det sjovt som artikler om bleer pludselig får en vis interesse. Specielt når man som mig gerne vil prøve at være en smule miljøvenlig.

I dag havde Politiken en artikel om Moltex Öko-bleen. Man kunne jo godt foranlediges til at tro, at den ble er økologisk, når den nu hedder noget med Öko, men det er den ikke. En dansk forhandler forklarer at öko bare er tysk for miljøvenlig og ikke har noget med økologi at gøre. De reklamerer med at bleen har fået højeste karakter i det tyske forbrugerblad "öko-test", de glemmer bare at fortælle, at det har de fleste andre bleer også.

Hvad jeg undrer mig over, når de nu siger at de er ih og åh så miljøvenlige, er at de ikke har svanemærket eller blomstermærket - svanen er primært til det danske og skandinaviske marked, blomsten er fælleseuropæisk.

Hvis andre end mig er interesseret i miljømærkede bleer, er her en liste over de bleer der har svanen:
  • Coops private label fra Novacare, de dyreste koster 1,90 stykket i Kvickly
  • Faktas private label Pusletid fra Abena, de dyreste koster 1,59 stykket
  • Bambo fra Abena, købes på www.abena.dk, de dyreste koster 2,85 stykket
I første omgang har jeg købt en pakke fra Coop, mest fordi det var dem jeg lige kom forbi, men Faktas skal da prøves. Hvis de nu virker fint, er der jo ingen grund til at betale mere. Man får jo brugt nogle stykker i løbet af sådan et barns bleperiode har jeg hørt. :)

tirsdag den 19. februar 2008

Mor var på besøg i dag og var med til den formentlig sidste skanning af My. Og My har det stadigvæk fint, der er masser af fostervand og den vejer lige knap 6 pund og det er vist meget passende.



Mor har været kreativ og har strikket en sød lille undertrøje, efter et mønster hun også strikkede undertrøjer til mig og Ane i.

Og i Portugal har hun købt en meget passende lille flyverdragt til My.

Vi har også fået vuggen ned og barnevognen kommer på torsdag. Så nu mangler vi snart bare barnet. Men det kommer vel når det engang er klart.

mandag den 18. februar 2008

Skorstensfejeren har lige været her. Han gik bare ind til Siri, klappede hende på hovedet og så var det det. Ingen bøvl der.

Lige efter han var gået, kunne jeg så se to ældre damer gå ind og ringe på hos naboen. Ah, tænkte jeg, Jehovas Vidner eller noget i den retning. Jeg listede ind i Mys værelse, for at se hvordan de ville reagere ved vores låge, når de nu så lille, fredelige Siri. Og de stod længe og overvejede, men da hun så begyndte at gø af dem, valgte de at gå videre. Så Siri skal have en ekstra godbid!

[2 minutter senere]

Pokkers. Ingen godbidder til hunden alligevel! Den ene af dem tog mod til sig og gik ind. Så jeg slap ikke alligevel. Men de var nu relativt nemme at slippe af med. Gad vide om man kan lære en hund at snuse sig frem til Vågn Op!?

Jeg har nu prøvet at tage IT- og Telestyrelsens sårbarhedstest og ganske som ventet er resultatet meget rødt. "Testen har fundet åbne porte i din computer, som giver alvorlige sårbarheder. Konsekvensen ved sårbarhederne er, at din computer er helt åben for angreb fra internettet. Du bør gøre noget ved det omgående."

Derefter foreslår de, at jeg opdaterer computerens styresystem og hvis ikke det virker, bør jeg henvende mig til en sikkerhedsekspert. Og hvis jeg har en firewall, bør jeg tjekke at den er slået til og aktiveret. Det er det eneste der står på den side man får som umiddelbart resultat.

Når man så går ind og ser de tekniske detaljer, så er den eneste risikofaktor, at IT- og Telestyrelsen ikke har opdateret programmet der scanner ens computers porte! At der er åbent for ftp er f.eks. ikke nogen risiko.

Suk. Hvad kan man bruge sådan noget makværk til? Alle får at vide, at deres computer er helt åben - fordi IT- og Telestyrelsen ikke har opdateret deres software...

Opdatering: I følge Politiken er DK-Cert også ude med kraftig kritik af IT- og Telestyrelsens fine test. IT- og Telestyrelsen mener selv testen har sin berettigelse, fordi den er med til at skabe større opmærksomhed om sikkerhed blandt brugerne.

Som jeg ser det, kan man inddele brugerne af den test i tre grupper:
  1. Dem der får grønt lys. De er glade og tror at den hellige grav er velforvaret, selvom computeren måske er fyldt med diverse orme og trojanere og ikke er blevet opdateret de sidste tre år.
  2. Dem der får rødt lys. Computeren er måske helt ren og velopdateret, men de går totalt i panik: Måske bare fordi der er åbnet for ssh. Eller fordi IT- og Telestyrelsen ikke har opdateret softwaren.
  3. Dem der ved lidt om computere. De ryster på hovedet og ignorerer testen.
Men i det mindste har de da fået opdateret softwaren...

søndag den 17. februar 2008

Det er ikke fordi der sker så meget i det lille hjem.

Torsdag eftermiddag gik vi en tur i skoven nord for Ulstrup og nåede at se hele fem dyr af to omgange.

Fredag var jeg i Århus til redaktionsmøde i FNUG og inden nåede vi lige at finde to caches. Den ene havde vi nær aldrig fået åbnet, fordi vores fingre var helt stive af kulde, den anden måtte vi vente længe på at kunne logge, fordi en SFO åbenbart legede noget rollespil lige hvor cachen lå. Men vi fandt den da. Efter mødet tog nogle af os ud for at spise og Kåre tog med. Det var nede på Creperiet på Marselisborg Lystbådehavn, og det var altså lidt mærkeligt. Allerede inden vi var færdige med hovedretten, og klokken var altså ikke mere end 1930, begyndte tjeneren at tage salt og peber af bordene og slukke stearinlysene i vinduerne og hjørnerne af lokalet. Vi måtte selv bede om et dessertkort. Ikke just befordrende for hyggen.

Lørdag var vi i Rødding. Vi skulle hente en bæresele vi var blevet tilbudt af nogle andre gale geocachere og det endte med kaffe, kage og hyggesnak. Jeg nåede også at nusse lidt med datterens kanin og marsvin. Nogle mennesker kan bare ikke få dyr nok! Og når vi nu var på tur alligevel, så kunne vi jo lige finde syv caches. Men der var GODT NOK KOLDT! Så det blev ikke til nogle længere gåture, men bare ud, logge og ind igen. Siri var ikke helt tilfreds med den måde at cache på.

I dag har vi bare pulleret rundt hjemme. Lagt lidt vasketøj sammen, bagt boller og æblekringle, rettet en hjemmeside og spillet et enkelt spil Rummikub.

torsdag den 14. februar 2008

Så kom der endnu en babypakke. Denne gang fra Økobarn. Alt i pakken er, som man måske kan gætte, økologisk. Der var hyldeblomstsaft, vådservietter, bleer, pæremos, body lotion og medlemsmagasinet for Økologisk Landsforening. Det er sikkert bare mig der er naiv og uvidende, men jeg troede faktisk at mange af de økologiske ting også var svanemærkede. Men det er body lotionen i hvert fald ikke. Så må man jo gøre op med sig selv hvad der er vigtigst: Miljøet eller at ingredienserne er økologiske.

I dag har bilen været på værksted igen, for lige at ordne det sidste. Det ville kun tage en halv times tid, så jeg tog Siri med og benyttede lejligheden til at gå en god tur i en skov lidt syd for Bjerringbro. Vejret er jo helt perfekt. Først mødte vi en gammel dansk hønsehund, sammme slags som mine forældres. Siri blev straks meget, meget glad, men hun så så skuffet ud, da han så ikke engang ville lege med hende. Stakkels Siri. Lidt efter mødte vi en hel skolefritidsordning, men de måtte ikke snakke med hende, så igen en skuffet Siri. Til gengæld kan sådan en skolefritidsordning godt nok stille mange spørgsmål. Jeg tror jeg har snakket for den næste uge!

På vejen hjem skulle jeg lige have handlet lidt. Jeg havde håbet at kunne få nogle spareskinner i Netto, men de var desværre udsolgte. Men i SuperBrugsen fik jeg prøvet noget helt nyt: Jeg har købt min allerførste pakke bleer! Men jeg tvivler lidt på at det bliver den sidste.

Siri ligger tit og sover med hovedet mellem forsæderne i bilen. Hun ser simpelthen så sød ud.

onsdag den 13. februar 2008

I Politiken kan man læse, at flere partier kritiserer den administrative udvisning af de to tunesere, som PET mistænker for at have villet myrde tegneren Kurt Westergaard, som tegnede den mest berømte/berygtede af Muhammedtegningern. Det er bl.a. De Radikale, Enhedslisten og SF. De mener, at en administrativ udvisning er forkert og at beslutningen bør tages af en domstol.

I en anden artikel i Politiken kan man læse at Islamisk Trossamfund ikke mener at en administrativ udvisning hører hjemme i et retssamfund som Danmark. De mener at retten til at blive stillet for en domstol bør gælde alle, uanset statsborgerskab og opholdsgrundlag.

I JyllandsPosten kan man så læse Pia Kjærsgaard udtale at Islamisk Trossamfund opildner i stedet for at mane til besindighed. Hun udtaler: "Det er dybt, dybt krænkende i forhold til det danske retssystem. Det er fuldt lovligt, det der foregår, og det er ikke deres lov, vi skal efterleve. Selvfølgelig skal de udvises og for min skyld kan de tage deres formummede koner, som vi så på tv, med."

Jeg synes det siger en hel del om Pia Kjærsgaard. Islamisk Trossamfund er, i hendes øjne, nogle slyngler der støtter terrorisme, men det er helt i orden at danske politikere mener præcist det samme. Og bare fordi noget er dansk lov, betyder det ikke at alle skal være enige i det. Jeg synes netop at Islamisk Trossamfund støtter en rimelig lovgivning, der sikrer at alle har ret til at blive stillet for en domstol og hørt. En holdning jeg er helt enig i. Nu kender jeg ikke ret meget til islamisk lov, men jeg kunne godt forestille mig, at deres udtalelse er mere i tråd med dansk lov og dansk retssikkerhed (som det burde være) end med islamisk lov.

Jeg synes personligt, at det er dybt forkert at man kan blive administrativt udvist fra Danmark. Det nærmer sig amerikanske tilstande, hvor man kan blive taget til fange på gaden, smidt i et fængsel og forblive gemt væk der resten af ens liv - hvis man da ikke bliver fløjet et andet sted hen og tortureret.

tirsdag den 12. februar 2008

Egentlig skulle jeg først snakke med en læge om galdestensoperation 3. juni, men jeg synes efterhånden der er lææænge til. Så sidste mandag gik jeg op til sekretæren og spurgte pænt om der var nogen grund til at der skulle gå så lang tid. Det ville hun lige undersøge og jeg fik onsdag et brev om at lægen gerne ville se mig i dag. Jeg havde simpelthen fået en tid før afdelingen åbner. Flinke mennesker.

Enden blev, at jeg skal opereres i midten af april. Så jeg har snakket med operationslæge, narkoselæge og sygeplejerske i dag, så vi er klar. Jeg skulle så aftale en tid med en anden sekretær. Ja, hun havde en den 23. Det lød jo fint, indtil jeg fandt ud af, at hun mente 23. februar. Jeg synes måske nok lige der var noget andet der skal overståes først! Så vi endte med 8. april.

Nu håber jeg bare operationen virker. Ved ca. 10 % fortsætter anfaldene, selvom galdeblæren er forsvundet. Men jeg satser kraftigt på at det løser problemet for mig. Selvom det er sundt for mig med denne fedtfattige kost, så har man altså bare sommetider lyst til en snasket burger!

mandag den 11. februar 2008

Dagens gode spørgsmål: Hvornår er man højgravid? Jeg har hørt alt fra tredje trimester til uge 37. Jeg føler mig i hvert fald på ingen måde højgravid.

Søndag tog vi en hurtig beslutning og kørte mod Viborg for at finde en cache eller tre. Målet var "De Fem Hald'er", altså en rundtur til de fem gårde/borge som har ligget i området. Det første Hald, Brattingsborg, er der ikke meget tilbage af, kun et par borgbanker. Det andet Hald, hvorfra Niels Bugge ledte adelsopstanden mod Valdemar Atterdag tilbage i 1350'erne, er også bare et par borgvolde i dag. Det tredje Hald blev opført i 1500-tallet af bisperne i Viborg, så de kunne forsvare sig mod borgerne i Viborg under reformationen. Det fjerde Hald fra 1703 er der to hvide havepavillioner tilbage af. Det femte Hald er bygget omkrin 1787 og blev overtaget af staten i 1948 og er i dag en selvejende institution, som bl.a. tilbyder forfatter, oversættere og illustratorer gratis arbejdsophold.

Vi nåede også en tur i Dollerup Bakker. Det går altså en del op og ned, men der er nogle flotte udsigte over Hald Sø. Der var rigtig mange mennesker, jeg tør slet ikke tænke på hvordan der ser ud en smuk sommerdag!

I følge eTrex'en nåede vi op på næsten 5 kilometer. Så det var igen en meget, meget træt Siri vi havde med os hjem. Og et par sultne mennesker. Næste gang skal vi altså have smurt en madpakke og have med os. Aftensmaden blev i hvert fald hurtigt ændret til ris med kylling og karrysovs, det var nemlig det hurtigste vi kunne lave.

Og med alt den friske luft og motion, så skulle man jo tro at jeg ville sove godt, men nej, jeg vågnede ca. hver time hele natten. Det er altså trælst.

Vidste du i øvrigt, at en færist er meget træls for hundepoter og at sådan en hedder cattle grid på engelsk? Mange danskere ved ikke engang hvad en færist er. Og at en sammenslutning af professionelle indenfor en profession hedder et lav og ikke et laug? Det har det gjort siden 1892!

Weekenden er blevet brugt udendørs. Hvordan har man kunnet andet med det vejr?

Lørdag var vi en tur i skoven her omkring Ulstrup. Vi nåede lidt længere end vi havde regnet med og heldigvis har mine led jo opført sig yderst eksemplarisk i graviditeten. Ca. 3,5 kilometer nåede vi op på. Siri var godt træt, da vi kom hjem.

Nogen havde bundet knuder på en busk gennem flere år. Det ser lidt sjovt ud. Vi kom også forbi en bæk og Siri var godt utilfreds med at hun ikke måtte bade i den. Et par ponyer mødte vi også. Den ene kunne slet ikke forstå at Siri ikke kom og legede med den. Det viste sig at være vores dyrlæges ponyer, for ham mødte vi længere ned af stien, hvor han var ved at fodre nogle andre ponyer. Vi kom også forbi en indhegning med dådyr. Bukkene her var meget nysgerrige efter Siri og en anden hund. Vi gik langs lergraven hjem og Gudenåen står stadig en hel del op over engene.

torsdag den 7. februar 2008

Det er altså en underlig fornemmelse at nogen har hikke i ens mave!

Jeg har været til 35 ugers-undersøgelse hos lægen i dag og bortset fra lidt protein så er alt som det skal være, men jeg havde nu heller ikke regnet med andet.

onsdag den 6. februar 2008



I dag har vi været til fødselsforberedelse sammen. Vi var bl.a. inde og se fødegangen i Randers. Det er nogle rigtig hyggelige fødestuer - store og med enten badekar eller fødekar. Til gengæld lignede hotellet et billigt 2 stjernet hotel, men bare tanken om at der sker et eller andet, så man skal på barselsgangen er nok til at få det til at virke som den rene luksus. Jeg ville simpelthen HADE at skulle tilbringe vores barns første døgn på en to-sengs-stue, hvor Kåre kun må være der under hensynstagen til en anden kvinde og hendes barn. Så vi satser på en helt normal fødsel uden noget som helst bøvl.



Efter fødselsforberedelse kunne vi jo lige finde et par caches i Randers. Så vi var i Doktorparken og se på fugle, æsler og geder. Tre caches blev det til og det bringer os op på 145 fundne. Taget i betragtning at vi fandt de første 100 inde midten af juli, så er det gået lidt sløvt på det sidste...



Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg stadig meget glad for kameraet. :)

tirsdag den 5. februar 2008

Okay, her kommer en indrømmelse: Jeg læser Dear Abby hver dag. Mest for at grine af de her bizarre amerikanere, men i dag var der altså en med humor. Spørgsmålet lyder: What is the main problem in society today? og læserne har skrevet ind. Denne fyr vinder!
DEAR ABBY: It's apathy ... but, who cares? -- MALCOLM IN MIAMI

mandag den 4. februar 2008



Vi har fået flere husdyr. Er den ikke nuttet?

søndag den 3. februar 2008

Som gravid kan jeg kun sætte mig ind i denne blogposting omurinprøveglas. Omend mængden af urinprøver ikke er så slem i Danmark og de fleste læger og jordemødre trods alt har plastikkrus stående på toilettet til netop dette formål.

For nogen er det måske interessant at vide, at Thomas Widmann er far til det ventede barn. :)

I går bed vi i det sure æble og tog til Randers for at købe en autostol. Det skulle jo gøres. Men først tog vi en lille tur til nordsiden af Randers Fjord for at finde et par caches. Vi fandt da også to ud af tre, men den sidste lå under en del vand, og Siri ville ikke hente den til os.


Der blæste en del og helt varmt var der ikke. Jeg tog dette smukke selvportræt gående - jeg er altså en anelse imponeret over kameraet, det kan jo ikke gøre for mit valg af motiv. Men det ligner nu meget godt, sådan ser jeg bare ud.



Vi kørte ud i BabySam for at købe en autostol. Vi var blevet enige om at vi skulle have en Maxi-Cosi Cabrio, men da vi kom ind i butikken havde de tre ens stole til hhv. 799, 999 og 1099. Hmm. Egentlig havde jeg læst at den kostede 1199, så det var da en forbedring. Vi fik fat i en ekspedient, som undrede sig, hentede en anden som kunne fortælle at 999 var den rigtige pris og de andre måtte være fejlmærkede. De fik fat i endnu en, som gav os stolen til 799. Så det var da lige 400 mindre end vi havde regnet med. Og det var endda den mindst grimme farve - sådan noget skal åbenbart være turkis i øjeblikket.



Vi skulle også lige prøve en bæresele. Men manden der til sidst havde overtaget anede ikke noget om den slags, så han fandt endnu en ekspedient, men hun forsvandt nu meget hurtigt igen, da hun faldt i snak med en veninde.

Så manglede vi bare at se på en puslepude, men der er åbenbart mange forskellige, og dyre, slags, men der var ikke for fem øres sælger i sælgeren, han anede ikke hvad han havde med at gøre. Så vi snakker lige med søstre og den slags, som ved noget om hvad der er bedst og rarest.

Nu har vi gået og ikke gidet at gå i babyforretninger, fordi vi har hørt så meget om at de oversælger og mener man har brug for alt muligt man ikke har brug for. Men nu tror jeg vi kommer til at undgå dem, fordi de ikke er i stand til at give nogen som helst vejledning!

Men erfaringer med bæreseler og puslepuder modtages gerne. :)

fredag den 1. februar 2008

Så blev det sidste dag i skolen - nu er jeg på barsel. Jeg havde taget en nybagt brunsviger med i dagens anledning, og sjovt nok var der ingen klager. Men det er nu også de færreste der ikke kan lide et stykke varmt brunsviger. (Opskrift nederst.)



På vejen hjem var jeg i Kvickly for at hente Liberos babypakke. Man kan jo ligeså godt få så meget som muligt gratis, ikke? I pakken var der:
  • En blomstermærket body størrelse 3 måneder
  • En lille flaske Änglamark babyolie
  • En pakke med 5 newborn og 9 mini-bleer fra Libero
  • 6 engangsskifteunderlag (!)
  • En pakke Tena Lady Mini Magic (Ret praktiske, når ungen står og stepdanser på blæren og man pludselig nyser...)
  • En lille blomst til at hænge i barnevognen eller noget i den retning
  • En reklame for Codan
  • En folder om babymassage
  • En reklame for Friends designertøj (Hvilket tøj er ikke designet af en eller anden?)
  • En reklame for Libero-bleer
Jeg holder, i hvert fald indtil andet er bevist, på at vi skal bruge svanemærkede bleer. Så det bliver ikke Libero.



Brunsviger

Ingredienser
  • Dej:
    • ½ l mælk
    • ½ pund margarine
    • 50 g gær
    • 700 g mel
    • salt
  • Snask:
    • ½ pund margarine
    • 1 pund mørk farin
    • kanel
Fremgangsmåde
  1. Margarinen smeltes og mælken hældes i.
  2. Når det er afkøles opløses gæren der i.
  3. Saltet tilsættes og dejen æltes med melet.
  4. Dejen hæver til dobbelt størrelse.
  5. Ingredienserne til fyldet smeltes i en gryde.
  6. Dejen fordeles i en stor bradepande og der prikkes fordybninger i den med knoerne.
  7. Snasket fordeles på dejen.
  8. Bages ca. 20 minutter ved 200°C.
Og glem alt om kardemomme, rosiner, remonce, flødeskum og kagecreme. Den skal bare spises som den er og helst mens den stadigvæk er varm.