tirsdag den 9. januar 2007

Mænd, I behøver ikke læse videre.

Danmark har den største forekomst af livmoderhalskræft i hele EU. Og ikke nok med det, også den største dødelighed. Og det til trods for at alle kvinder i Danmark mellem 23 og 59 år har muligheden for at blive tjekket hver tredje år. Vi får endda et brev om det, når det er ved at være tid igen.

Men hver fjerde kvinde tager ikke imod tilbuddet. Og det er simpelthen for dumt. Halvdelen af dem der får livmoderhalskræft er aldrig blevet undersøgt.

Siden 60'erne er forekomsten af livmoderhalskræft halveret, netop på grund af det rutinemæssige tjek.

Det er så lille en undersøgelse. Ja, man skal af med bukserne, ja, lægen skal åbne skeden og stikke en lille vatpind op i livmoderhalsen, men lægen har set det hele mange gange før og man må gerne tage sin mor eller veninde eller mand med til at holde en i hånden.

Det foregår helt stille og roligt. Hvis du ikke har prøvet det før, så har Netdoktor skrevet hvordan det foregår. http://www.netdoktor.dk/Sunderaad/undersoegelser/gynundersoegelse.htm

Efter ca. tre uger får du svar på prøven. I langt de fleste tilfælde er der intet som helst unormalt. Men i få tilfælde er der det man kalder celleforandringer. Det betyder IKKE at man har kræft, men at nogle celler har ændret sig og at det måske senere kan give kræft. Nogle gange forsvinder disse celleforandringer af sig selv, andre gange viser det sig at de vokser. Så opererer man dem væk. Men ved at opdage forandringerne meget tidligt, kan man holde øje med dem, og hvis de udvikler sig, kan man fjerne dem hurtigt.

Den lille undersøgelse hvert tredje år kan redde dit liv. Så har du ikke været afsted indenfor tre år, så se at ring ned og bestil en tid. Hvis du ikke får det gjort, fordi du har en mandlig læge, så skift læge!

1 Comments:

At 10. januar 2007 kl. 15.12, Anonymous Anonym said...

Godt at du skrev 'behøver', for jeg læste faktisk videre.
Og jeg vil gerne kommentere at efter en fødsel, så er der ikke noget en kvinde ikke har prøvet ud i den verden der.
Det er muligvis grænseoverskridende før en fødsel. Men så er det heller ikke værere. I kvinder skal bare tage jer sammen! :)

 

Send en kommentar

<< Home