Nyhedsavisen har i dag en artikel om mongoler. Altså mennesker med 3 kromosomer på kromosompar 21, ikke folk fra Mongoliet.

En familie fortæller om deres søn Christian, som viste sig at være mongol. Han er født inden man begyndte at scanne alle gravide i uge 12. Christians familie siger, at de er meget glade for at have Christian i familien. Ved de to efterfølgende graviditeter blev moderen scannet og der blev ikke fundet noget unormalt. Men selvom det havde vist sig, at disse børn også havde været mongoler, er hun ikke sikker på at de var blevet valgt fra.

29 børn blev født med mongolisme i 2005, hvor der ikke havde været mistanke om mongolisme. Desværre står der ikke noget i artiklen om hvor mange forældre der bevidst valgte at få et mongolbarn.

Og nu når vi så til der hvor jeg bliver meget forarget.

En professor fra Riget, som rådgiver kvinder der er gravide med mongolbørn, udtaler:

Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt for samfundet, at vi får færre mongolbørn, men det er godt for familierne. Et mentalt handicappet barn er en stor belastning.

Hvordan kan hun, som rådgiver, tillade sig at sige sådan noget? Ja, det er utvivlsomt en stor belastning, men ved at udtale sig til pressen på den måde, så siger hun også at hun synes at man skal få en abort. Hun kan da ikke sidde som rådgiver og have en forudindtaget holdning om at abort er den bedste løsning.

Familien i artiklen møder af og til holdningen, at de selv har valgt Christian og derfor må de også selv klare de problemer der opstår. Jeg er bange for at det er ved at blive en holdning i samfundet, at man er forpligtiget til at vælge handicappede børn fra, så man ikke spilder samfundets tid og penge. Jeg synes det er meget skræmmende og næsten på vej mod nazistiske tendenser. Hvis ikke fosteret passer ind i samfundet, så skal det fjernes.

Jeg håber, at jeg vil have modet til at føde mit barn, også selvom det viser sig at være mongol.