lørdag den 18. november 2006

Giv en ged i julegave - og træk den fra i skat!

Det er årets tilbud fra Folkekirkens Nødhjælp.

Man køber en ged, eller en ko eller en gris, og får et gavekort. Geden bliver så givet til en kvinde i Malawi sammen med vaccinationer, undervisning i gedehold og medicin. På den måde har kvinden og hendes familie både mælk og gødning, og sådan nogle geder kan jo blive til flere og så kan man sælge de overskydende.

Og køber man geder for mere end 500 kroner, så kan alt over 500 kroner trækkes fra i skat, da det er en donation til en velgørende forening.

Hvis man synes at en ged er for dyr, kan man også vælge at give 45 kilo ris til en burmesisk flygtningefamilie. Så har de mad til tre måneder og oven i hatten får flygtningene adgang til basal sundhedspleje, undervisning, og olie, salt, bønner og sukker. Og så for bare 90 kroner.

Hvis man har den store pung fremme kan man købe en trædepumpe til en landsby i Malawi, så de fremover kan have vand. Det gør at de kan høste to gange årligt i stedet for en. Sådan en trædepumpe koster 1000 kroner. Men de 500 af dem kan jo trækkes fra...