Vores barn er allerede nu godt uvorent og hører ikke efter hvad der bliver sagt. Vi håber den når at afreagere godt og grundigt inden den kommer ud.

Jeg er blevet scannet i dag og den har det fint derinde. Den kan både sutte på tommeltot og lege med sine tæer. Og alt virker som det skal. Det er simpelthen imponerende hvad man kan se med sådan en scanner. At man ligefrem kan tælle fingrene. Altså når den ellers vil ligge stille!

Men det der med at ligge stille, det passede ikke den bette. Så jeg skal altså scannes igen næste tirsdag, for det lykkedes ikke at få et helt godt billede af hjertet. Men så får vi jo bare lov til at se en gang mere. :)

Og på grund af stofskiftet skal jeg også scannes i uge 32 og sikkert en gang mere. Det stofskifte vil bare ikke som jeg vil. Nu er det ved at være for lavt, så hvis ikke blodprøven i morgen viser at det er steget igen, så skal jeg på Eltroxin - det er et kunstigt stofskiftehormon. Men der er heldigvis ikke noget som helst der tyder på at det påvirker lille My.

Så er det slut med at tage stofskiftemedicin! Når man bliver gravid ændrer ens stofskifte sig ret meget og når jeg har kunnet klare mig med så lav en dosis i godt 4 måneder nu, så mente Weeke at det var på tide at prøve uden. Så i aften skal jeg huske at lade være med at tage min medicin. :)

Ulempen er at jeg indtil videre skal have taget blodprøver hver uge i stedet for hveranden uge. Så jeg får virkelig set noget til laboranten hos min læge.

Jeg er ret glad for at prøve at slippe for medicinen, for jordemoderen sagde, at hvis ikke barnets vækst er god nok, så kan jeg risikere at blive sat i gang allerede fra uge 34. Og medicinen nedsætter jo netop stofskiftet og dermed væksten. Så kan jeg klare mig uden medicinen, så er det helt klart det bedste.

Men ellers har jeg kvalme og kaster op. Nu må det ellers godt snart tage at stoppe, jeg er trods alt i 16. uge nu. Men i det mindste går det vel over til marts.

Jeg er kommet godt i gang på studiet og jeg er slet ikke kommet bagefter endnu! Faktisk sidder jeg og læser noget til på fredag og jeg har lige snakket med min far om noget med afskrivning af nyanskaffelser. Bogen var ikke helt klar, så det var godt jeg lige kunne ringe og spørge.

Nå, ind og læse noget internationalt markedsføring...

Så har vi set vores barn for første gang. Det er en bette livlig en, må man sige. Utrolig som sådan en kan bevæge sig rundt. Men den er altså som sådan en skal være. Der var væske i både mavesæk og blære, så der er fin gennemgang. Hjernen er på plads og der er to arme og to ben. Og som mor plejer at sige, hvad gør det så om der mangler en enkelt tå? Der var ingen øget risiko for Downs Syndrom (mongolisme) og alt så ud som det skal. Den måler 5 cm fra numse til hoved, så jeg blev sat tre dage tilbage, så i stedet for 12+1 er jeg nu 11+4. Med andre ord: Jeg har termin 9. marts i stedet for 6. marts.

Sygeplejersken undskyldte sådan, at der havde været ventetid. Vi havde også ventet omkring 8 minutter! Det kaldes altså ikke ventetid.

I øvrigt er stofskiftet stadig fint, så jeg fortsætter med 2,5 mg og blodprøver hver 14. dag.

På vejen hjem kom jeg forbi en Rema1000 og da jeg alligevel skulle have nogle mapper, de havde på tilbud, kørte jeg ind. De havde så mange gode tilbud, at jeg var nødt til at gå ud igen og hente en vogn. Bl.a. meloner og blomster til 5 kroner. Der var til gengæld også vildt lang kø, men det gik lynhurtigt. Og inden jeg havde nået at betale, var alle mine varer blevet pakket i poser og sat ned i vognen igen - gratis. Det viste sig, at den Rema1000 havde første åbningsdag i dag. Så det var da bare heldigt, at jeg lige var kommet forbi.

Så sidder mor i Lisbon og vi har lige fundet en enkelt cache mere. Vi var en tur på Favrskov kommunes højeste punkt, 131 moh. Man kunne parkere i samme højde, så det var bare en lille tur på et par hundrede meter ud til en fantastisk udsigt. Forbrændingsanlægget i Lisbjerg var i hvert fald ganske synlig.

På vejen hjem plukkede jeg en stor buket kornblomster med en smule korn. Jeg kan altså godt lide kornblomster. Kornblomsten er i øvrigt Estlands nationalblomst og der var kornblomster i kirken til vores bryllup, i brudebuketten, i mit hår og på bordene til middagen.

I Louisiana har man vedtaget en lov, der forbyder synligt undertøj. Det kan give op til et halvt år i skyggen. Kritikere brokker sig over loven, som de mener er diskriminerende overfor sorte. Det er jo nemlig de sorte som går i hængerøvsbukser og derfor er loven ren racediskrimination! Suk.

I går var jeg på hospitalet igen igen, og nu er stofskiftet lige lavt nok. Så jeg går ned på 2,5 mg om dagen. Desværre er pillerne 5 mg, så de skal deles. Det bliver nu Kåres opgave, for de er ret små. Næste blodprøve om godt 4 uger og så bare en telefonkonsultation. Det er også meget nemmere.

Så har jeg lige snakket med Eva, sygeplejerske på medisinsk, og jeg går nu ned på 5mg dagligt, det vil sige en enkelt pille mod de 6 jeg startede med. Så håber vi det er en god vedligeholdelsesdosis, men jeg skal have taget blodprøver igen om 14 dage, og så må vi se om det er nok eller om jeg skal tage 10mg dagligt.

Og om et par år kan vi så begynde at overveje at trappe helt ud, men der er laaaang tid til.

Kåre sidder og chatter med Terry Pratchett og jeg er nostalgisk med Castle of the Winds. Vejret er godt og vi burde nok være ude og nyde haven. Men lige i dag gider vi bare ikke.

Jeg har været på sygehuset i dag og mine tal er helt fine, lige i midten af normalområdet. TSH er på 4 uger steget fra 0,012 til 2,94. Det er rart og jeg har igen fået halveret antallet af piller. Så nu skal jeg kun tage to om dagen (2*5g thiamazol). Hvis det stadig er godt om 14 dage halverer vi igen. :) Så jeg krydser mine små buttede fingre.

Vi har været ude og købe en trillebør i dag og vi har plantet spanske marguritter og en flot klematis. Og Siri har leget med haveslangen. Hvis hver hund kun må have et legetøj med over Regnbuebroen, så vælger Siri helt sikkert haveslangen!

Nå, at dovne videre med Castle of the Winds...

Først den gode nyhed: Danske forskere har fundet ud af at isolere celler fra et foster i moderens blod. Det betyder at det ikke længere vil være nødvendigt med fostervandsprøver og moderkagebiopsier, der som bekendt medfører en øget abortrisiko på omkring 1%.

Den dårlige nyhed er, at blodprøven kan tages allerede i uge 11, altså inden grænsen for den frie abort.

Det vil sige, i mange tilfælde er det godt, for det er mindre kompliceret at få en provokeret abort, hvis det bliver gjort tidligere. Men det åbner op for at få en abort, hvis barnet er af det "forkerte" køn.

Jeg kan desværre alt for nemt forestille mig en kvinde der altid har drømt om en lille pige, og så vælger at få fjernet drengen i sin mave, for at prøve igen. Eller folk fra mandsdominerede kulturer, der tvinger kvinden til at få fjernet pigen i maven, for at få en dreng i stedet for.

Min umiddelbare tanke, da jeg læste overskriften: "Vælg barnet efter køn", var at man kunne gøre det inden barnet blev undfanget. Men det kan man selvfølgelige allerede. Men mine tanker gik på om jeg ville vælge at få drenge i stedet for piger?

Jeg har to arvelige sygdomme, som primært nedarves til piger. Den ene er en relativ uskadelig stofskiftesygdom og den anden har givet mig permanente smerter i leddene og gør at der er nogen ting jeg bare ikke kan længere, men som "normale" mennesker sagtens kan gøre.

Hvis jeg kunne vælge før undfangelsen, så ville jeg måske overveje det, og jeg er ret sikker på at jeg ville nå frem til, at det altså må blive som det er. Så må vi tage de eventuelle problemer med sygdom/handicap derfra.

Kunne jeg finde på at få en abort, hvis barnet var det "forkerte" køn? Aldrig! Burde man have lov til det i Danmark? Tja, vi har fri abort, inden 12. uge behøver der ikke være en grund. Måske kunne løsningen være, at testen først bliver lavet i 13. uge. Det er tidligt nok til en relativ ukompliceret abort, hvis det viser sig at der er noget alvorligt galt med barnet, men man skal søge dispensation til at få en abort. Hvis barnet er meget skadet bliver den tilladelse jo givet hurtigt, hvis man bare synes det er det "forkerte" køn, så får man dels noget tid til at tænke over det, og der er nogen der skal tage stilling for en.

De er altså svære, de etiske spørgsmål. Og det bliver ikke nemmere, fordi vi lærer mere.



http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article59596.ece

I onsdags var jeg på hospitalet igen og heldigvis er mine tal faldet lidt. Ikke nok, men lidt. Så vi aftalte, at jeg selv ændrer på medicinen om 14 dage og så skal jeg til kontrol igen i starten af maj.

Jeg har heller ikke så mange symptomer længere. Min hænder er ikke drivvåde og jeg har ikke samme uro i kroppen. Så det går klart den rigtige vej.

Well, better late than never. Sidste onsdag var jeg på hospitalet med stofskiftet igen. Tallene var komplet uændrede. Og de skulle altså være faldet! Så jeg tager stadig 30 mg thiamazol om dagen.

Næste kontrol er næste onsdag og så håber jeg altså at der er sket noget.

Men det er vældig hyggeligt. Lillesøster går til kontrol samtidig, så vi følges ad. Når vi bor så langt fra hinanden, ses vi ikke så tit. Så når man alligevel skal rende på hospitalet hver anden uge, er det rart at gøre det sammen. :)

I torsdags var jeg så oppe på øjenafdelingen og få tjekket øjnene grundigt. Jeg havde desværre ret i, at mit synsfelt ikke er som det skal være. Jeg mangler noget øverst på venstre øje.

Men mit syn er noget kun nedsat. Ting jeg plejer at kunne se helt klart, var sløret for mig. F.eks. er det svært at se forskel på P og F når man ikke rigtigt kan se. Det samme gælder D, O, G og Q. Desværre er der ikke rigtig noget at gøre ved det.

Hun lavede en rigtig ond undersøgelse. Hun dryppede et eller andet i mine øjne og så udvidede pupillerne sig helt vildt. Man kan kun se verden som noget sløret noget. Jeg fik et stykke papir i hånden med en ny tid. Jeg kunne godt se at der var noget, ikke mere.

Ane Marie (øjenlægen) er ikke helt sikker på om det er stofskiftet eller gigten. Men vi satser på stofskiftet, så kan det nemlig være, at det går over.

Hendes bedste forslag var at jeg prøvede et par briller med +1. Det virker bare ikke. ØV. Men jeg fik en ny tid i starten af maj, så må vi se om ikke det er blevet bedre. Det håber jeg godt nok meget kraftigt. Det her er altså ikke sjovt.

Nu har sygeplejersken lige haft ringet fra hospitalet. Jeg skal til undersøgelse på øjenafdelingen torsdag klokken 1230. Det er simpelthen imponerende. Jeg ringede i går eftermiddags, fik en tid hos stofskiftelægen nu i formiddags og har en tid hos øjenlægen på torsdag. Dejligt.

Så må vi se hvad der skal ske. Jeg er desværre bange for at de begynder at snakke om binyrebarkhormoner. Det er altså noget skidt at stoppe i kroppen. Men det er jo heller ikke rart at have problemer med at se.

Mine øjne er godt nok billige. Ikke nok med at de er grusede, men mit syn er også sløret og jeg har svært ved at fokusere.

Så jeg ringede op på hospitalet og har fået en tid i morgen formiddag. Så må vi se hvad der kan gøres, hvis der kan gøres noget.

Men det er godt nok trist, ikke rigtigt at kunne læse. Hverken i en bog eller på skærmen. Min verden ser ud nogenlunde som billedet her ser ud for "raske" mennesker. Ret upraktisk, ikke?

Jeg tror nok, at det der sker, er at musklerne bag øjet hæver op og så trykker de på synsnerven. Så de signaler der kommer fra øjet gennem synsnerven op til hjernen, bliver forstyrret af trykket på nerven.

I dag var det tid til endnu en tur op til Doktor Weeke.

Tallene er heldigvis faldende, men ikke helt nok til at vi kan skære ned på medicinen. Men forhåbentlig kan vi det om 14 dage.

Jeg er til gengæld begyndt at have problemer med øjnene. De er tørre og om morgenen føles det som om nogen har stoppet en sandkasse ind under øjenlågene. Så jeg fik en gang øjendråber og en salve med. Salven skal jeg kun bruge om natten, for den limer simpelthen øjenlågene sammen. Øjendråberne gør, at det føles mere behageligt at blinke. Det gør nemlig, at der ikke er så meget modstand mellem øjenæblet og øjenlåget.

Egentlig troede jeg kun det var højre øje, der var trælst, men da jeg fik dryppet det, kunne jeg godt mærke at det venstre heller ikke var godt. Men heldigvis giver øjendråberne meget hurtigt lindring. Det er så rart. Specielt hvis øjendråberne er kolde.

Men som sagt skal jeg til kontrol igen om 14 dage.

Så er jeg startet på 3*10mg Thycapzol. Og ¤%#/ hvor er det godt nok dyrt. 12 kroner om dagen, bare for seks små piller.

Nå, tallene var steget igen, så nu er de efterhånden ret høje. Vi snakkede lidt om operation og medicin, men nåede ikke rigtig til nogen konklusion. Men det regnede jeg heller ikke med, for Kåre var ikke med i dag. Han kommer med om 14 dage, når jeg har næste aftale.

Så indtil videre spiser jeg en masse piller og så tager vi stilling til den endelig behandling senere. Jeg skal alligevel have et normalt stofskifte inden de vil operere, hvis det bliver det.

Bagefter tog jeg op på Statsbiblioteket for at spise frokost med Kåre, og det sidste han sagde, inden jeg tog hjem, var, at nu må jeg ikke tage nogle store beslutninger det næste stykke tid. Og det har han ret i. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt er mig selv. Det er dog på ingen måde så slemt som sidste gang. Heldigvis for det da.

Jeg nævnte, at vi skulle flytte, men heldigvis er der frit sygehusvalg, så jeg kan blive på Århus Sygehus hos Weeke, selvom vi egentlig flytter til et andet sygehus. Det er jeg meget glad for.

I mandags fik jeg taget blodprøver endnu engang. Egentlig havde jeg en aftale på sygehuset i går formiddags, men lillesøsters brudekjoleprøvning var altså vigtigere, så jeg fik resultaterne over telefonen i går eftermiddags.

TSH er faldet meget og både T3 og T4 er steget. Det er ikke godt. Jeg synes ellers ikke det er så slemt, men Kåre er ikke helt enig. Sygeplejersken foreslog mig, at jeg fik en tid hos Weeke om 14 dage. Jeg skyndte mig at sige ja tak.

Weeke er overlægen og en af landets bedste læger inden for thyriodea-sygdomme. Men vigtigere endnu: Han er flink og har en god, tør humor. Når jeg kommer til ham, er jeg sikker på at jeg får den bedste behandling og rådgivning man kan få. Jeg har fuld tillid til ham. Så jeg er meget glad for at have fået en tid hos ham.

Så vi må se om 14 dage.

Så kom jeg til læge på sygehuset.

Blodprøverne er status quo og vi ser tiden an en uges tid mere, inden vi begynder en evt. behandling. Så vi håber det går i sig selv og jeg skal så have taget blodprøver igen næste tirsdag. Lægen var meget lidt god til at oplyse om noget som helst, så jeg håber det bliver en anden næste uge.

Da jeg kom ud og skulle have en ny tid, blev jeg mødt med et "Hej Trine, velkommen tilbage." Det var en af de "gamle" sygeplejersker fra sidst jeg var på afdelingen. Imponerende at hun kunne huske mig.

Så nu må vi se i næste uge.

Lige over middag ringede jeg til M1, for at høre om de havde fået min henvisning og om de vidste hvornår jeg kunne få en tid. Det kunne jeg tirsdag den 30. januar, altså om 14 dage. Jeg blev noget overrasket over den lange ventetid. Ja, okay, i forhold til de 112 ugers ventetid på reumatologisk, så er det jo ikke så længe. Men taget i betragtning hvor syg man egentlig kan blive på kort tid, så er det altså længe.

Da jeg så sagde, at jeg håbede at det ikke blev værre på de 14 dage, sagde hun, at hun havde en tid i morgen. Så i morgen 1415 har jeg en aftale på M1 og så må vi se hvad de siger.

Jeg skulle jo også lige have taget blodprøver, så de har de nye tal klar til i morgen. Det var sjovt, for jeg ved jo godt hvad de plejer at tage, og det var ikke dem laboranten ville tage. Så jeg spurgte pænt om det var de rigtige. Og samtidig kom en sygeplejerske løbende, for hun havde bestilt de forkerte. :) Så hun bestilte nogle nye, men så manglede hun et par andre prøver, som blev skrevet på i hånden. Men 7 glas fik vi fyldt op med blod. Og man må altså erkende, at laboranter er bedre til at tage blodprøver end læger. Hun stak rigtigt første gang.

Well, here we go again.

I sommeren 2002 var jeg meget syg med for højt stofskifte, mere specifikt Graves. I løbet af foråret 2004 blev jeg trappet ud af medicinen, og har været symptomfri siden. Men jeg vidste jo godt, at risikoen for at det kom igen var over 50%.

14. december fik jeg blærebetændelse og fik også kvalme. Jeg troede at det bare var penicillinen, men det fortsatte. Jeg begyndte at få klamme hænder, svede, dårlig mave og være sådan generelt utilpas.

Så i fredags var jeg ved lægen og fremlagde mine problemer. Han tog nogle blodprøver og dem fik jeg så svar på mandag. Og min TSH var lav, men ikke for lav. Men den var blevet fastlagt ret højt, så når den var lav nu, betyder det at stofskiftet er blevet højere. Lyder det som noget vrøvl? Nå, men det er det ikke, for TSH indikerer hvor meget stofskiftehormon (T3 og T4) der er i kroppen. Så når der ikke er ret meget TSH, betyder det at kroppen skal lave mere T3 og T4. Og når der bliver for meget T3 og T4 er det at man bliver syg. Det gør man også, hvis der er for lidt, men sådan er der jo så meget der er.

Men for at se hvordan det så ud, bestilte han så også en måling af T3 og T4. De kom så i dag, men sekretæren ville ikke fortælle mig dem i telefonen. Så jeg fik en tid i eftermiddags.

Og ganske rigtigt. T3 og T4 var for høje. Han sad lidt og kiggede på skærmen, jeg spurgte hvad vi så skulle gøre. Svaret var: "Det ved jeg ikke." Herligt, men i det mindste indrømmede han det og handlede derefter, så jeg blev endnu engang sendt op på M1, endokrinologisk afdeling på Århus Sygehus.

Så nu må vi se hvad de vil gøre. Et gæt er at de vil se tiden an et par uger. Hvis det stadig er for højt, vil de starte mig på på Thycapzol igen. Men jeg må indrømme, at jeg kraftigt overvejer at få fjernet noget af skjoldbruskkirtlen. Det vil være så meget nemmere. En hurtig operation i stedet for flere år på medicin.

I det mindste, så er jeg stadig til at være i nærheden af. Jeg har ikke kastet ting efter folk eller været ved at slå nogen ihjel. Og lad os håbe, at det ikke kommer så langt denne gang.

Og jeg kan godt sige jer: Jeg rører ikke beta-blokkere med en ildtang! Sidste gang udløste de en voldsom depression og angstanfald og det vil jeg ikke risikere igen.

Og for jer, som ikke kender hele forhistorien eller som vil vide lidt mere om stofskiftet i al almindelighed og Graves i særdeleshed, kan I læse det på min hjemmeside http://trinekc.dk/stofskifte.php.

Så venter vi bare spændt på at høre fra hospitalet.

For nu at gøre det hele en tand sjovere, så viste blodprøverne også at der var alt for lidt cobalamin i mit blod. Cobalamin er det samme som B-12 vitamin. Det kan være at jeg bare ikke har spist noget med B-12 de sidste par dage, men det kan også være noget andet. Så for at finde ud af det, har de taget en blodprøve. (Endnu en, godt jeg ikke er bange for nåle.) Den kommer der svar på i næste uge.

Så tre gange til lægen på 6 dage og et par blodprøver. Ganske herligt.