tirsdag den 20. november 2007

Som nogen måske ved, har jeg haft flere galdestensanfald på det sidste. Og lang historie sprunget over, så blev jeg (igen) henvist til organkirurgisk på Randers Sygehus sidste tirsdag. I henvisningen stod, at jeg gerne skulle til hurtigst muligt og faktisk gerne fredag, hvor jeg jo alligevel skulle have fjernet den indendørs rørlægning.

Fredag fik jeg at vide af lægen, at jeg jo bare kunne tage et par panodiler! Som om det hjælper noget som helst ved galdestensanfald. Til sammenligning siger folk der har prøvet begge dele, at galdestensanfald gør mere ondt end at føde.

Så vi gik ned i receptionen og snakkede med sekretæren. Hun sagde, at lægerne var gået hjem, så der var ikke nogen der kunne se på henvisningen. Men jeg kunne ringe til hende mandag, så skulle hun sørge for det.

Jeg ringede i går morges. Og papirene lå ved lægen, så hun ville sende en tid med det samme. Fint, tænkte jeg, lad os nu lige se.

Og ganske rigtigt, der var ingen tid i dag. Så jeg greb atter knoglen - nu var der pludselig ingen der havde set henvisningen. Men det endte med at sekretæren løb ned af gangen for at fange en læge, fangede ham og jeg fik en tid 2 1/2 time senere.

Lægen var rystet over at høre, at jeg ikke var blevet prioriteret først af alle. Og da jeg så fortalte ham at den sidste henvisning havde ligget i computeren tre (3) uger før den overhovedet var blevet skrevet ud, var han helt chokeret.

Men han rankerer som en af de fem rareste og bedste læger jeg har mødt.

Han ville ikke anbefale en operation. Man kan ikke længere operere mig med kikkert, da den ene kikkert skal ind ved navlen. Men der ligger ligesom en ret stor livmoder i vejen. Så skal jeg opereres nu, så bliver det en åben operation. Og det vil give en masse bøvl med sårheling, både indvendig og udvendig, da maven jo bare vokser og vokser. Men kan jeg ikke holde det ud, så vil han operere.

Jeg har fået noget medicin, som burde hjælpe. Det må jeg tage indtil 34. uge. Derefter skal jeg bruge morfin. Det må jeg tage indtil veerne starter. :) Og jeg har fået lov til at tage nogle større doser. Han snakkede med fødselslægerne hele tre gange, bare for at være helt sikker på det hele.

Og et par måneder efter jeg har født fjerner de så denne lille irriterende tingest. Højst sandsynligt stopper problemerne når jeg har født, men de kommer igen. Og så kan vi ligeså godt fjerne den først som sidst.

Og så lige de fem bedste læger, i alfabetisk orden:
  • Steen Kjeldsen - organkirurg, Randers Sygehus, den læge jeg skriver om ovenfor
  • Gert Kristensen, ortopædkirurg, Aalborg Sygehus og Artros, har opereret mig tre gang i ankel og knæ, god humor
  • Søren Riisager - privatpraktiserende i Ulstrup, min nuværende læge, som har været meget, meget hjælpsom, og som lige er blevet sparket af ungen i dag
  • Erik Sørensen, privatpraktiserende i Aabybro, vores gamle familielæge, som mener at kuren mod alt er frisk luft og motion :)
  • Jørgen Weeke, endokrinolog, Århus Sygehus, min stofskiftelæge. Når man nævner hans navn for andre læger kan man næsten se respekten i deres øjne når de siger: "Ham havde jeg også da jeg læste". Han har en meget tør humor
Fælles for disse læger er at de tager sig god tid og man føler at man er et menneske og ikke bare et nummer på listen. Så skulle du få brug for en læge inden for et af disse specialer, kan jeg godt anbefale dem.

1 Comments:

At 21. november 2007 kl. 21.38, Blogger Trine said...

Jeg er lige blevet mindet om, at Doktor Sørensens mirakelkur ikke kun er frisk luft og motion - der skal også rødvin til. :)

 

Send en kommentar

<< Home