Forestil dig at komme kørende i et sving ude omkring Lars Tyndskids mark. På vejen foran dig ser du et par dyr spankulere rundt. Der kommer en bil i den anden retning.

Her sidder vi så, to biler, ude mellem Rødkærsbro og Bjerringbro, og holder tilbage for to fasankokke, der ikke lige kan bestemme sig for om de vil gå den ene vej eller den anden vej. Først går den ene lidt til den ene side, så vender den om og kigger den anden vej. Så beslutter den anden sig for at gå til højre. Den første overvejer lidt længere og går så til venstre. Jamen, der er jo heller ingen grund til at forhaste sig. Vi har jo goood tid.

Jeg har i øvrigt altid undret mig over hvem den stakkels Lars er, som har fået sådan et fint eftermæle. Hans mor må være stolt.